Gilbert værk

Gilberts Værk.-Guerickes Forsøg. – Ledere og Isolatorer. – Elektrisk Pendul og
Elektroskop. – Hvad er Elektricitet: – To Slags elektriske Tilstande.- Gnidnings-
elektrisermaskinen. – Leidnerflasken eller Kondensatoren. – Elektrisk Fordeling. –
Forsøg på at anvende Gnidningselektriciteten.

Ikke mindst, fordi Gilbert gik frem på den angivne Måde og viste
andre samme Vej, fortjener han at kaldes Grundlæggeren af den elektriske
Videnskab; ser vi alene på Resultaterne, må hans Arbejde kun kaldes
en ringe Begyndelse. – Hans Arbejde bestod væsentlig deri, at han for en stor Mængde forskellige Stoffer undersøgte, om de ligesom Rav fik
Tiltrækningskraft ved Gnidning. Det viste sig, at dette bl. a. var Tilfældet
med Diamant, Safir, Bjærgkrystal, Svovl, Harpiks. Glas m. m., medens der
var mange andre Stoffer og deriblandt navnlig Metallerne, som han ikke
kunde gøre tiltrækkende. Den ved Gnidning frembragte Tiltrækningskraft kaldte han den elektriske Kraft og de Stoffer, der bar sig ad
som Rav, kaldte
han elektriske, de
andre uelektriske disse sidste Benævnelser har man
imidlertid atter måttet opgive af Grunde, vi snart
skal lære at kende.

Selve Ordet Elektricitet har Gilbert
ikke brugt; det er
først indført adskilligt årtier senere, måske af Irlænderen
Boyle, der 1675
udgav en Bog med Titlen “Om mekanisk Frembrin-
gelse af Elektricitet“.

Gilberts magnetiske Undersøgelser bragte tilsyneladende mere betyd-
ningsfulde Resultater end de elektriske; men her havde han også et fyl-
digere Grundlag at bygge på. Allerede i Oldtiden vidste man, at visse
Jernmalm havde Evne til at tiltrække Jern; og på Gilberts Tid havde
Sømændene længe brugt Kompasset som Vejviser på deres Rejser. Et
sådant Kompas kunde simplest dannes af et Stykke af den tiltrækkende
Jernmalm, som lå på et Bræt, der svømmede i et Fad Vand: Malm
stykket vilde da altid vende en bestemt Side mod Nord. Malmen kaldtes
Magnetsten, vistnok fordi sådan Malm fandtes ved Magnesia i Lilleasien.

I Stedet for selve Malmen kunde man imidlertid bruge en tynd Stålstang,
som ved Strygning med den tiltrækkende Malm fik samme Egenskaber
som denne; anbragt på et svømmende Bræt eller ophængt, så at den
frit kunde dreje sig om en lodret Akse, vilde den indstille sig med den
ene Ende mod Nord og den anden mod Syd. At den retningsvisende
Stålstang (Magnetnål, Kompasnål) ikke pegede lige mod Nord, men
afveg lidt fra Nord-Sydlinjen og ulige meget på forskellige Steder af
Jorden, vidste man også på Gilberts Tid. Han samlede imidlertid al 11-
dens Viden om Magnetstenen og Kompasnålen til et ordnet Hele og
føjede talrige nye Oplysninger til.

Blandt andet fremhævede han klart Forskellen mellem den elektriske
Tiltrækningskraft hos gnedet Rav, Svovl, Glas O. s. v. og den ,magnetiske“
Tiltrækningskraft hos Magnetstenen og
hos Jern eller Stål, der var strøget med
den; tidligere havde man sammenblandet
disse Kræfter. Medens den elektriske Til-
trækning virker på alle lette Ting, hvad
Stof de end er af, virker den magnetiske

Tiltrækning kun på Jernmalm, Jern og Stål, altså på de Stoffer, der selv kan
blive magnetiske, men til Gengæld er
den som oftest langt stærkere end den elektriske. Medens den elektriske
Tiltrækningsevne kun holder sig kort Tid og navnlig svinder hurtigt
bort i fugtigt Vejr, er Magnetismen en naturlig og varig Egenskab hos
Magnetstenen; også hos Stål, hvor den fremkaldes ved Kunst, holder
den sig i lang Tid temmelig usvækket, særlig når det er hårdt Stål;
blødt Jern, som hurtigt og let bliver magnetisk allerede ved Nærmelsen
af en Magnetsten eller en Stålmagnet, kan derimod ikke bevare Magne-
tismen. Endvidere kan vi nævne, at den elektriske Tiltrækningsevne for-
deler sig helt anderledes over en gneden Stang af Glas, Svovl eller lign.
end den magnetiske over en Stålstang. Glasstangen bliver tiltrækkende
overalt, hvor man gnider den, Stålstangen kun i Nærheden af Enderne;
dypper man en Magnetstang i Jernfilspåner, hænger der et tykt Lag på
ude ved Enderne, men færre og færre ind mod Midten, og herinde i
Reglen slet ingen. Anbringer man Magnetstangen, så at den kan dreje
sig, vil den som nævnt stille sig således, at den peger mod Nord med
den ene Ende, der kaldes Nordenden eller Nordpolen”, mod Syd med
den anden Ende (Sydenden eller , Sydpolen“), medens den elektriske
Glasstang vilde stå lige godt i alle Retninger. Nærmer man på forskellige Måder to drejelige Magnetnåle til hinanden, viser det sig, at den
enes Nordende tiltrækker den andens Sydende, medens derimod
de to Nordender frastøder hinanden, og de to Sydender ligeledes
frastøder hinanden; at også elektriske
Legemer kan virke frastødende, om end
efter andre Regler, viste sig snart; men
dette havde Gilbert endnu ikke opdaget.
Hvis man har en Stålmagnet, kan man
let tilvejebringe en drejelig Magnetnål,
idet man med Stålmagnetens ene Ende
stryger en Strikkepind gentagne Gange,
stadig i samme Retning og derefter nedlægger Pinden i en Fure i en stor Kork-
Kompasnål.

I Tyskland lykkedes det Otto v. Guericke (1602-1686), Borgmester
i Magdeborg, bekendt som Luftpumpens Opfinder, at forstærke de elek-
triske Virkninger betydeligt, idet han lavede, hvad man kunde kalde den
første Elektrisermaskine. – Det var en Svovlkugle, gennem hvilken der
gik en Jernaksel med et Håndsving, så at det hele kunde anbringes i
et Stativ og drejes rundt. Når man under Omdrejningen holdt Hånden
– der måtte være tør — på Kuglen, blev denne stærkt elektrisk.
Guericke gjorde nu et par nye og mærkelige Opdagelser. Han så, at
et Dun, som blev tiltrukket af Kuglen, atter blev “frastødt af den, efter at
det havde berørt den; ja, når han tog Jernakslen med Kuglen i Hånden,
kunde han jage det frastødte Dun rundt i Luften, idet det hele
Tiden flygtede for Kuglen. Til den tidligere kendte elektriske Tiltrækning
kom der altså nu en elektrisk Frastødning.


What to know about beauty?


Endvidere fandt Guericke, at det af Svovlkuglen frastødte Dun blev
tiltrukket af forskellige uelektriske Genstande, f. Eks. af hans eget
Legeme. Det fløj f. Eks. hen på hans Næse; men efter at det havde
rørt ved Næsen eller en Finger, kunde det atter tiltrækkes af Svovlkuglen, så at det altså kunde fare frem og tilbage mellem Kuglen og
en Finger.
For at gentage Guerickes Forsøg behøver man ikke at have nogen
Slags Elektrisermaskine. Svovlkuglen kan bl. a. erstattes af et Glasrør
(f. Eks. et Lampeglas), en Glasstang eller en Flaske, som man tørrer godt,
helst ved Varme, og derefter gnider med en Uldklud eller et Silketørklæde.
1 Stedet for et Dun kunde man bruge små, ganske tynde Papirstumper
eller tyndt Bladaluminium. Særlig godt til Gnidning af Glas er forøvrigt
en blød Læderlap, hvorpå der er strøget Amalgam, d. v. s. en Blanding
af Kviksølv og andet Metal. (Et godt Amalgam til dette Brug kan dannes
af Tin, Zink og Kviksølv. Men det er ikke så let at lave og købes derfor
helst tilberedt. Læderet indgnides med en lille smule Tælle eller renset
Svinefedt; Amalgamet pulveriseres fint og strøs på, hvorefter det ind-
gnides godt med en korkprop el. lign.).

Ved at gnide sin Svovlkugle i Mørke iagttog Guericke, at Gnidningen
frembragte et tydeligt, men svagt og uroligt Lys ved den gnidende Hånd.
Tillige kunde han altid under Gnidningen høre en svag Knitren, når
han nærmede Øret til Kuglen. Lignende Lys- og Lydfænomener blev
snart frembragt af andre; det viste sig, at man af stærkt elektriske Gen-
stande kunde trække små Gnister, der ledsagedes af svage knald, og
man anede, at dette var Lyn og Torden i formindsket Målestok.
Endvidere viste det sig, at elektriske Genstande kunde påvirke Følelsen.